|
Slægtsgården Karenslund danner rammen om stutteriet
af samme navn. Gården er skønt beliggende i det østjyske
mellem Skanderborg og Ry, knap 3 km fra motorvej E45. Karenslund
er et mindre familiedrevet stutteri, der drives på hobbybasis.
Avlen af dressurheste foregår i Dansk Varmblods-regi.
Karenslund blev bygget i 1836 og overtaget af min oldefar i 1903.
Mine bedsteforældre overtog i fællesskab gården
i 1940, og siden 1975 har min onkel stået for driften. Gården
er udelukkende baseret på planteavl, da mælkekvoten
blev solgt i 1992. Køerne er dog blevet på gården
som ammekøer, og de oprindelige malkekøer er nu krydset
over med kødkvæg.
Hestene har altid været en naturlig del af livet på
gården. Indtil 1950'erne blev belgiere og oldenborgere anvendt
til markarbejdet. Da maskinerne tog over, blev oldenborgerne krydset
med fuldblod for at få en lettere hest til ridebrug. Det var
især min morfar der fattede interesse for sportshesteavlen.
Derfor købte han i starten af 60'erne den første varmblodshoppe
Morell DS 1369 (e. Mozart) af polsk og svensk afstamning.
I 1975 købte min morfar Linette RDS 1634 og året efter
hendes datter Colette RDS 2552. Sidstnævnte blev senere A-hest
i dressur. Disse hopper blev grundstammen i stutteriet. Årets
føl anno 2004 er nu 4. generation efter Linette.
Som regel fødes kun et enkelt føl om året på
Karenslund. Dette gør at den enkelte hest får en sund
og positiv kontakt med mennesker gennem hele sin opvækst.
Hestene går ude så meget som muligt, hvilket sikret
et godt helbred og stor holdbarhed. I sommerhalvåret går
hestene ude om natten på store arealer med eng, bakker og
skov, hvilket er optimalt for de unge hestes opbygning af muskler.
Om vinteren går de hjemme ved gården tæt på
landevejen, hvorved de vænnes til trafikken.
På trods af stutteriets størrelse, er der gennem årene
solgt flere hopper, der har lagt grundstenen til flere avlssucceser.
Nævnes kan Willy Hansens Isolde RDH 1899 (e. Morell og Epok
DH 208) der bl.a. er mor til Åtoftens Volanti og Bente Kristiansens
Rockette EDS 3792 (e. Colette og Elizar 614), hvis bedst kendte
afkom er Louise Nathhorsts Guinness 888.
Vi bestræber os på at avle moderne, velgående
dressurheste, hovedsageligt af hannoveransk afstamning. Der lægges
stor vægt på et godt temperament og stor ridelighed.
På de efterfølgende sider vil man kunne læse
om de enkelte heste og deres bedrifter.
God fornøjelse!
Med venlig hilsen
Ann-Kathrine Brigsted, sep. 2004
|